Peters ugleprojekt

Opsætning af redekasse på Løve Mark til en natugle (strix aluco).

tirsdag, december 05, 2006

Tagpap og træbeskyttelse


Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg ville træbeskytte kassen - og muligheden for at beklæde taget med tagpap havde jeg først ikke tænkt på.

Det gik imidlertid op for mig, at der kan gå noget tid, inden der flytter ugler ind i kassen, og det ville jo være ret ærgerligt, hvis kassen rådner op lige inden, den ville være blevet opdaget og taget i brug af en ugle.

Jeg besluttede derfor, at kassen skal være langtidsholdbar. For et par dage siden fik jeg noget tagpap af Ib, og i dag kørte jeg i Høng Træ-nyt og købte papsøm. Det var for øvrigt en formidable oplevelse, da det viste sig, at Poul - som har Høng Træ-nyt - selv har bygget nogle uglekasser og sat et par stykker op.
Han viste mig den seneste, han har bygget og fortalte mig, hvor jeg kunne finde en af dem, han har hængt op. Den slog jeg et smut forbi på vejen hjem - og den skulle være beboet - men der var nu ingen hjemme i uglekassen, da jeg var forbi, men jeg kunne heller ikke nå op og banke på. Jeg holder øje med kassen fremover, når jeg kommer forbi.